fredag den 28. februar 2014

Chokolade fondant

Hæhæ, den sidste faldte ud af formen da jeg forsøgte at arrangere den! ;)
Åh åh, chokolade lækkerier. Seriøst dagen inden jeg skulle lave dem (til valentinsdag) var der Masterchef hvor de bare allesammen fejlede totalt. Så virkelig mange nerver da jeg så selv skulle forsøge mig med dem. Jeg mærkede på dem efter 8 minutter og synes de var helt flydende så gav dem lige 30 sekunder mere. De blev i mine øjne ikke dårligere, men måske lidt mere bagte end hvad Masterchef kokkene synes. Jeg synes de blev lækre, og hr. kæreste mente da heller ikke det var sidste gang med den slags lækkerier. Jeg lavede dem om formiddagen og havde dem på køl til de skulle i ovnen, så var det en nem sag. Jeg synes lidt id og lidt syrlig frugt gav den helt rigtige smag til. Opskriften er herfra, men jeg tilsatte lidt kakao, skriver opskriften som jeg lavede den.

Chokolade fondant
4 - 6 stk (afhængigt af form, jeg brugte 4 ramekiner og 2 muffinsforme)

Ingredienser
100 g mærk chokolade
90 g smør
3 mellemstore æg
100 g sukker
1 spsk god kakao
Kornene af ½ vaniljestang
40 g hvedemel

Hak chokoladen fint. Smelt smør i en lille gryde, tag den af varmen og tilsæt den hakkede chokolade og rør til den er smeltet. Pisk æg, sukker og vanilje til det er lyst og skummende. Tilsæt chokolade blandingen og rør den i. Sigt mel og kakao i og bland godt sammen. Smør formene og drys evt med kakao. Fordel dejen i formene og lad dem stå på køl i nogle timer eller i fryseren i 1 time. Forvarm ovnen til 200 grader varmluft og sæt kagerne direkte ind fra køl/frys. Bag i 8-10 minutter, men hold øje, og for guds skyld, giv dem ikke for meget! Server dem evt med lidt is og lidt frisk frugt.

Bon appetite!
Lise

onsdag den 26. februar 2014

Forsinket opsamling på 2013

Der fodres bushbabies på Zanzibar (nærmere bestemt Pongwe)
Ligesom mit allerførste indlæg og igen HER og HER, vil jeg udforme en kende forsinket liste over hvilke ting der overgik mig i 2013. Bloggen er jo primært et madblog efterhånden, men i skal også gerne have en fornemmelse for hvem der er bag skærmen, og hvis i har yderligere spørgsmål, så må i endelig bruge kommentarfeltet. Jeg har haft en år fyldt med opture og meget få nedture med alt i alt har det været et vildt begivenhedsrigt år der har stået i kærligheden og uddannelsens tegn. Uddannelsen er færdig nu med der er stadig amoriner i luften og kæreste og jeg har det fantastisk. 
Antal kilo taget på: 2-3kg, Tanzania bød på SÅ meget god mad.
Antal kilo tabt: 4-5 kg, flyttede sammen med kærestemand, så er der jo det der med kærlighed og kildevand. Men synes nu faktisk tit vi har drukket uanede mængder rødvin og masser af tapas og lignende lækker nipsemad. En af favoritterne er vietnamesiske sommerruller som bare er så hyggelige at lave og spise. 
Antal Fitness World medlemskort: 0, kommer jo ikke afsted altså.
Studier påbegyndt: PBA i international marketing, som blev afsluttet her i januar (nogen der kender nogen som har et job til mig, så siger i bare til, søger som en gal for tiden)
Studier droppet ud af: 0
Rejser: Igen i år har rejser været en stor del af det. I sommeren havde jeg den mest fantastiske kærestetur til Barcelona, som da bare er en fantastisk by hvor man både kan se en masse kultur, ligge på stranden og spise den lækreste mad. I efteråret tog jeg jo som bekendt til Dar es Salaam i Tanzania hvor jeg lancerede en kendt dansk drink i det Tanzanianske natteliv. Boede sammen med tre fantastiske piger som gjorde det at være væk hjemmefra lidt nemmere. Hr. Kæreste kom og besægte mig og vi havde fed tur på safari og til lille hyggeligt resort på Zanzibar, hvor billedet er fra. Kunne skrive side op og ned om hvad vi lavede dernede, men i kan jo bare kigge lige HER
Antal nye telefoner: Hæhæ, 1. Mistede mig telefon på vej i lufthavnen da vi skulle forlade Tanzania, så lånte en iPhone, og har fået min egen. Og er ked af at indrømme det, men ville sgu have svært ved at undvære den.
Antal opkald til læge: Puha den er værre. Mange! Først i starten af året en halsbetændelse der ikke var en halsbetændelse men derimod en fjendtlig bakterie som havde slået sig ned i min hals. et galoperende infektionstal og en tur på sygehuset senere var jeg god som ny. Da jeg så kom hjem fra Afrika var den gal med infektionstallet igen, så vi tilbragte mange timer og et par morgener på sygehuset med blodprøver. Heldigvis var de bronkitis og ikke malaria. Men nu er jeg frisk igen :D
Antal opkald til mor om ugen: MANGE! Mor er en yndlig.
Antal genstande: Ikke så mange som tidligere år, primært rødvin her på adressen med ham den søde. 
Bøger læst: Åh jeg læse mange i TZ fordi der tidligere havde boet danskere, så mange, nok 10-12 stykker mens vi var der. 
Kærester: 1. Og han er stadig meget sød!
Nye skoinvesteringer: Dælme begrænset. Dog et par geniale eccosandaler og nike free, så er jeg dækket ind til lang tid! 
Nytårsfortsæt eller lignende:
-  Nu går det jo så godt på 5:2 og det vil jeg egentlig gerne fortsætte med til jeg rammer drømmetilstanden. 
-  At fortsat se alle mine skønne veninder, og pleje de vigtige venskaber jeg har.
- At være den bedste veninde, datter, kæreste osv. som jeg kan være.
Kunne ikke have gjort det uden:Kæresten. Alle mine dejlige veninder, min dejlige mor, min nevøer, niece og søster. Min far og Onkel E. 
Savner: Varme, men glæder mig nu til dansk sommer og hvidvin på altanen i godt selskab. Grillmad og sommerlige salater akkompagneret af brankede bøffer fra engangs grillen. 
Savner bestemt ikke: Al den skide sygdom, Bliv væk tak!
Hvad sker der i jeres liv, er der noget nyt, nogle ønsker eller andet i har lyst til at dele med mig?
Lise

tirsdag den 25. februar 2014

Cookies med cashews og mælkechokolade


Hvis jeg skal bage noget lækkert så bliver det ofte en cookie. Og halleluja hvis man kigger i mine tidligere opskrifter er der en del. Fx regnvejrs cookies, marcipan cookies, tranebær cookies, mørke chokolade cookies, cookies med daim og banan cookies. Havde faktisk glemt sidstnævnte så det er nok det næste cookie projekt jeg kaster mig ud i. Eller noget med kokos? Har i en cookie opskrift med kokos?? Grundopskriften jeg arbejder udfra er som oftest den samme men der sker tit så meget undervejs, og vupti, pludselig har man lavet noget helt andet. Men bare lad dem få lidt farve, de her var lige lovlig bløde, så giv dem lige 30 sekunder mere. Har ganske bevidst IKKE regnet kalorietallet ud på dem, skal alligevel ikke spise dem på fastedage, hæhæ.. Jeg har brugt usaltede cashews så puttede en smule mere salt i hvilket jeg synes passer perfekt med mælkechokolade. 

Cookies med cashews og mælkechokolade
Ca. 30 stk (25 hvis man spiser ligeså meget dej som mig ;) )

Ingredienser
125 g blød saltet smør
100 g mælkechokolade
150 g cashews 
2 dl hvedemel
1 dl havregryn
1 tsk bagepulver
2 tsk vanille
40 g farin
60 g sukker
½ tsk salt (hvis der bruges saltede cashews så udelad yderligere salt)

Rør den bløde smør med sukker, farin og vanillesukker. Hak chokoladen og nødderne groft. Vend mel og bagepulver i en anden skål. Rør æg og salt ned i sukkerblandingen (gerne med hænderne, så spøjs følelse). Rør melblandingen, chokolade og nødder i og klat på bageplader med papir. Ca 30 klatter. Jeg plejer at trykke dem lidt flade for så bliver de mere jævnt bagt, hvis det giver mening. Bag i 9-10 minutter, hold øje de sidste par minutter. 
Server med mælk eller samlet om en kugle is, just saying ;)

Lise

mandag den 24. februar 2014

Reminder på protein muffins og lidt om 5:2


Jeg har igen lavet den lækre protein muffins (opskrift HER) og der altså bare så gode og nemme at have mad. Har lavet en beregning på kalorieindhold hvis portionen giver 20 stk som siger 52 kcal pr stk og dermed meget velegnet til frokost på 5:2. Jeg plejer at spise ca 200 kcal til frokost og 300 til aften på fastedage, så 4 til frokost og en lækker nudelsalat til aften, så passer det perfekt. For mig er det ikke afgørende om der er tale om 500 eller 520 kcal, men det skal man gøre op med sig selv og lave maden derefter, for at gøre det nemmest muligt for mig selv. Ligesom med hvilke tidspunkter man foretrækker at spise på, jeg plejer at spise omkring frokosttid og igen ca kl 18, så det passer med hr kærestes aftensmad. Prøv jer frem, jeg synes ikke det er så hårdt at overholde som så mange andre "diæter" eller livsstile. 

Lise

torsdag den 20. februar 2014

Gullashsuppe

I det her tilfælde ligner min version faktisk ret meget billedet af suppen i spis bedre! 
Jeg har aldrig lavet gullashsuppe før, men det er virkelig en fejl. Har kun smagt det få gange før, men det skal ændres nu. Den er lavet med forskelligt grønt i meget fine tern, hvilket egentlig var den eneste reelle indsats. Så skulle den bare stå og koge i en lille time, også er der virkelig lækker mad. Og for jer der er på 5:2 har jeg regnet kalorierne i en portion (hvor hele suppen svarer til 8 portioner) kun udgør ca. 230 kcal. 

Gullashsuppe
8 portioner (4-5 personer)

Ingredienser
1/5 kg bov eller klump af oksekød
150 g bacon (1 pk)
3 løg
3 fed hvidløg
150 g selleri (1/4-1/2)
3 gulerødder
4 kartofler
1 rød peberfrugt
2 spsk paprika
2 tsk røget paprika
2 tsk spidskommen
2 dåser hakkede tomater
1½ L oksebouillon
Salt, peber

Skær oksekød i små tern og klip bacon i tynde strimler. Pil og hak hvidløg og løg og sæt til side. Skræl selleri, gulerødder, kartofler og peberfrugt i meget små tern 0,5cm x 0,5cm ca. Steg baconstykkerne gyldne i en stor gryde og tag dem op når det er tid. Steg løg og hvidløg i gryden til de er klare, tag dem op igen. Vend kødet i en blanding af paprikaerne og brun det i gryden med lidt mere olie. Tilsæt spidskommen, gulerod og selleri og steg en smule. Kom bacon, løg og hvidløg tilbage i gryden sammen med tomat og bouillon. Bring det hele i kog og lad det simre i 45 minutter. Tilsæt nu kartofler og peberfrugter og kog 15 minutter til kartoflerne er møre. Server evt med en klat creme fraice/græsk yoghurt/skyr og en dusk persille. 

Lise

tirsdag den 18. februar 2014

Fagioli tonnato (Fagiole med tun #2)


Her er endnu en opskrift som indeholder tun og bønner ligesom HER. Den her er ikke blandet fra start og med en lækker tun creme på toppen. Her er den lavet med hestebønner med ellers kan man skifte med kikærter, kidneybønner eller hvad man nu har ved hånden. Jeg har altid grønne bønner i fryseren, fordi vi ind imellem bare MÅ HA bønnefritter! Der er kapers i retten, men det giver virkelig det ekstra skud smag og er helt perfekt heri. Opskriften er inspireret af denne

Fagiole med tun #2
2 pers

Ingredienser
1 dåse bønner 
1 dusk persille
1 tsk god olie
1 tsk citronsaft
300 g grønne bønner fra frost eller friske (friske koges og frosne tøes bare op i kogende vand)
1 dåse tun
2 dl græsk youghurt
1 spsk god mayo
1 spsk finthakkede kapers

Skyl bønnerne og bland med olie, citronsaft, persille, salt og peber. Rør tunen med den græske yoghurt, mayo, kapers og smag det ligeledes til med salt og peber. Fordel de grønne bønner på en stor tallerken, dernæst de marinerede bønner og til sidst tuncremen. Retten kan servered med ristet rugbrød. 

Lise

mandag den 17. februar 2014

Mørbradgryde


Lækker og klassisk ret som jeh tror mange af jer har stiftet bekendtskab med. Jeg har derimod aldrig forsøgt det før, selvom det jo faktisk vise sig at være ret godt. Jeg blev ret så inspireret til at lave retten lige HER. Xenia er virkelig en af de madbloggere jeg glæder mig til at læse inde hos. Selvom hun laver masser af LCHF som jeg jo ikke lever efter, så er hun bare super god til at skrive og har masser af gode ideer. Men tilbage til mørbradgryden, hr. kæreste var begejstret og det blev serveret med Blomkålsmos (2 dele blomkål/1 del kartofler). 

Mørbradgryde
3-4 pers

Ingredienser
1 pk bacon (125 g)
1 løg
1 svinemørbrad
1 spsk hvedemel
1 spsk paprika
1 spsk røget paprika
1 stor dåse tomatpure (140g)
1/4 L cremefine 7 el. 15 %
2 dl mælk
Salt, peber
1 pakke cocktailpølser
Lys eddike og sukker til tilsmagning

Skær løg i fine tern, klip baconen i strimler ned i en varm gryde og tilsæt løg. Svits til løgene bliver bløde. Afpuds mørbraden og og skær den i skiver på 1½-2cm. Bank dem let og vend dem i blanding af paprika, hvedemel, salt og peber. Tag løg og bacon af varmen og brun kødet i olie eller smør ved høj varme. Tilsæt tomatpure, creme fine og mælk. Bring retten i kog og tilsæt cocktailpølser og lad småsimre i 10 min. Jeg synes den trænger til noget sødme for at regulere bitterheden fra tomaterne, så her smager man til med noget sukker eller lignende. Smag yderligere til med salt og peber. Server med mos eller ris.

Lise 

lørdag den 15. februar 2014

Romkugler aka trøfler


Jeg ved ikke hvad man kalder dem der hvor du kommer fra, men her i Aalborg kalder man dem altså romkugler. Uanset navn eller tilhørsforhold så består de af kagerester(gerne med frosting eller glasur på toppen) som moses godt sammen med lidt hindbærmarmelade og malede nødder til de får den rette konsistens. Sådan synes jeg i hvert fald de er bedst. Jeg rullede dem i finthakkede mandler og pistacier(malet i minihakker forståes). Det er svært at give en opskrift på, meen jeg prøver. Kagen jeg brugte var i øvrigt rester af DENNE

Romkugker (basta!)

Ingredienser
En rest kage 300-400g
1 shot espresso (evt 2 tsk pulverkaffe i 3 spsk kogende vand)
2 spsk peanutbutter/hindbærmarmelade
Noget til at rulle i; hakkede nødder, mandler, krymmel, kokos etc

Mos det hele godt sammen med en gaffel og lad det hvile på køl til det tykner. Hvis det stadig er lidt flydende kan man "jævne" med lidt fintmalede nødder eller mandler efter lyst. Når de er fine i konsistensen rulles de til små kugler på størrelse med en valnød, så de er lige til at hapse. Opbevares i tætlukket dåse i køleskabet i et par dage.

God weekend!
Lise

fredag den 14. februar 2014

Den jyske frøsnapper


Når jeg nu skriver at der er tale om den jyske frøsnapper er det simpelthen fordi den her version er med pikantost og ikke remonce! Og for guds skyld du skal ikke købe levevis's pikantost, det bliver aldrig det samme som buko. Synes ellers normalt de billige mærker kan gøre sig ud for den originale, men da så absolut ikke i det her tilfælde. Jeg fik hr. kæreste til at spise resten ;)
Nåh men bortset fra lidt brok så er det her virkelig sag der fortjener at blive serveret til et koldt krus øl! 

Frøsnapper med pikantost

Ingredienser
En rulle butterdej (fåes på køl)
1 pk pikantost (200g)
Æg til pensling
Sesamfrø/birkes er vidst mere korrekt

Tænd ovnen på 180 grader. Rul dejen ud og smør med pikantost helt ud til alle 4 kanter. Når du har den lange side mod dig skal de folde 1/3 del ind ober resten af dejen, og dernæst modsat så der er tre lag dej ovenpå hinanden. Pensel hele pladen med æg og drys med sesam eller birkes. Skær i 2-3 cm brede strimler på den korte led. Sno dem så meget som længden tillader det. Læg dem på en beklædt bageplade og bag 10-12 minutter eller til de er gyldne på toppen. De er bedst lune, men kan gen-lunes i ovnen dagen efter.

Lise

torsdag den 13. februar 2014

Portobello pizza


Det her er da virkelig nemt og væsentligt sundere end den traditionelle pizza, og tænker at det er en god ret til LCHF også. Jeg brugte den som aftensmad på fastedag da retten indeholder under 300 kalorier. For jer på 5:2 så er der 7 virkelig lækre retter i Spis bedre den her gang med under 300 kalorier. Jeg udskiftede 125 g frisk mozarella med 100 g rød cheddar, da det var det vi havde i huset. Herren kan bedst lide at få skinken bagt med, endda mere end mig, men han faster jo heller ikke. Desuden sagde han meget begejstret at man kunne lave det som tapas til en buffet, så ved man at han er glad :)  (Retten indeholder 292 kcal med 125g mozarella og 310 med 100 g rød cheddar). Svampede fåes for øvrigt i løsvægt i føtex.

Portobello pizza (292 kcal)
2 pers

Ingredienser
400 g portobellosvampe
1 kugle mozarella (125 g)
200 g tomater
1 tsk oregano
60 g serano skinke (eller anden lufttørret skinke)

Tænd ovnen på 200 grader, hvis ovnen kan så gerne varmluft og undervarme. Børst svampene og tag stokken ud. Skær tomat i mindre stykker og tag væden fra. Fordel ost, tomat og oregano på svampene. Bag 10-15 minutter og server med ½ skive serano på toppen.

Lise

onsdag den 12. februar 2014

Sydafrikansk bobotie (farsbrød med æggemasse på toppen)


Det lyder muligvis mystisk med vindruer i farsbrødet men det smager virkelig godt! Det var en opskrift vi en dag afprøvede ude ved min mor, og serverede med ris, lune grønne bønner i vinagrette og en grøn salat. Opskriften er fra et gammelt spis bedre og er lavet i et ovnfast fad der var ca 22x22cm.

Sydafrikansk bobotie
4 pers

Ingredienser
2 skiver franskbrød 
500 g hakket oksekød ca 8-12%
1 stort løg
1½ spsk karry
1 tsk kanel
50 g hakkede mandler
1 dl blå druer uden sten, halverede
3 spsk mango chutney
Salt, peber
2 dl mælk
2 æg

Sæt ovnen på 180 grader. Læg brødskiverne i vand og kødet i en skål. Hak løget og rør løg, karry, kanel, mandler, druer, mango chutney, salt og peber sammen med kødet. Tag brødet op og vrid lidt af vandet ud inden det røres sammen med farsen. Smør et ovnfast fad og tryk farsen derned i. Bag farsen i 20 minutter. Pisk mælk og æg sammen og hæld det oven på bobotien og bag det i yderligere 15-18 minutter til æggemassen er gylden. 

Lise

tirsdag den 11. februar 2014

Grov tærte med broccoli, bacon, mandler og parmesan


Jeg eelsker tærte! En lækker tærte med masser af smag er simpelthen noget af det bedste man kan stille foran mig her om vinteren. En lille grøn salat til er prikken over i'et. Den her tærte er rigtig lækker og jeg har fået inspirationen HERFRA, men har ændret lidt i fremgangsmåden, for jeg kan bedst lide min bacon helt sprød og uden at broccolien risikerer og branke. Mandlerne har en lækker "effekt" med lidt at tygge i, men hasselnødder eller pinjekerner ville uden tvivl også være lækkert. Jeg har justeret lidt i oliemængden, hvilket ikke gør så meget ved smagen, bare sundheden. Faktisk er sandheden at jeg aldrig nogensinde har lavet en rigtig mørdej, fordi vi altid har brugt den her opskrift i min familie ;) 

Forresten har jo flere opskrifter på tærte herinde under etiketten af selvsamme navn, tjek den ud HER.

Tærte med broccoli, bacon, mandler og parmesan
1 stor tærte (ca. 28 cm)

Ingredienser
Dej
3 dl grahamsmel
1 spsk hvedemel
1 spsk salt
0,5 dl smagsneutral olie
1,5 dl koldt vand

Dejen røres sammen og sættes i køleskabet i minimum en ½ time.


Fyld
300-400 g broccoli (næsten et helt)
1 bundt forårsløg i fine skiver
1 pk bacon i skiver
30-40 g grofthakkede mandler
Ca. 6 spsk friskrevet parmesan

3 æg
2,5 dl mælk (eller cremefraiche, hytteost, etc)
1 tsk paprika
1 fed presset hvidløg
Salt, peber

Tænd ovnen på 200 grader. Del broccolien i mindre buketter og overhæld med kogende vand og lad stå et par minutter, dræn. Steg baconen i mikroovnen 2-3 minutter (på en tallerken mellem 2 stykker køkkenrulle - 3-4 skiver pr gang), så de er lidt tilberedte men ikke sprøde. Tryk dejen ud i tærteformen, i mit tilfælde var der lidt ekstra jeg lavede i en lille mini form. Fordel de "blancherede" broccoli og fintsnittede forårsløg i bunden. Dernæst bacon, ost og mandler. Pisk æg, mælk, paprika, hvidløg, salt og peber og hæld over. Bag i 30-35 minutter.

Lise

mandag den 10. februar 2014

Nemme koldthævede grove boller


En god morgenbolle i weekenden er altså en af mine helt store laster. Det er så lækkert og ovenikøbet rigtig nemt hvis man som her benytter sig af koldthævede boller. Den opskrift jeg normalt bruger (HER) er ikke dum, men trængte bare til at prøve noget andet. Og derfor tyede jeg til DENNE. De er sprøde og seje indeni, helt perfekt til mig.

Grove koldthævede boller
12-15 stk

Ingredienser
5 dl koldt vand
20 g gær
1 dl gryn (ruggryn, havregryn, korn, frø etc)
5 dl grahamsmel
3-4 dl hvedemel
1 tsk salt

Aftenen inden røres gæren ud i vandet. Tilsæt dernæst gryn og grahamsmel og rør det godt sammen. Rør salt i og bagefter 3 dl hvedemel. Så skal der røres endnu mere, måske kan dejen trække lidt mere hvedemel, men pas på den ikke bliver for tør. Dejen skal være til at røre i, uden at være for flydende hvis det giver mening. Dæk skålen med husholdningsfilm og stil på køl natten over.

Om morgenen tændes ovnen på max varme og dejen klattes på en bageplade med bagepapir. Pensel dem med lidt vand. Når ovnen er varm sættes bagepladen ind og der skrues ned til 225 grader. De bages i 15 minutter, og tages ud når de lyder hule når man banker nedenunder. Så nemt kan det gøres, bon appetit :)

Lise

søndag den 9. februar 2014

Æggelatte

Billede: Åh man er blevet så sund! En æggelatte blendet af 2,5 dl stærk kaffe, 1 æg, 1 tsk kokosolie og lidt vanillepulver! Smager væsentligt bedre end det lyder 󾍇



Jeg er jo ellers ikke LCHF agtig, men nogen gange kan trangen til at gøre noget fjollet jo komme over en, lidt ligesom da jeg den anden dag besluttede mig for at prøve det der æggelatte. Og ja det lyder sygt mærkeligt, men det smager virkelig meget som en almindelig latte med mælk, det mætter bare mere og indeholder dejlig meget protein til at holde en mæt i længere tid. Jeg blev inspireret til det HER og HER, så der er jo mange forskellige udgaver. Jeg har indtil nu prøvet den "rene" variant og en med kakao. Det er lidt en overvindelse at drikke rå æg, men det er altså ikke noget der bliver slimy eller noget, det får vaskeægte latte konsistens.

Æggelatte
1 glas

Ingredienser
2,5 dl kogende varm kaffe
1 tsk kokosolie
1 friskt æg

Blend sagerne med stavblender eller i en almindelig blender og drik med det samme. Den mere luksuriøse variant er med 1 tsk kakao eller med 1 tsk vanille, og det er heller ikke dumt skulle jeg hilse at sige.

Lise

lørdag den 8. februar 2014

Jordskokkesuppe med rød karry


Ja det er altså ikke nogen smuk ret, men det er en suppe jeg har lavet nogle gange nu, og den hitter hver gang. Lidt frisk persille eller koriander havde været lækkert på toppen, men det havde jeg ikke, så det blev udeladt. Opskriften er oprindeligt fra Suveræne succeser, men jeg har tilpasset den lidt til mine smagsløg. Prøv dig frem, og server med en ostetoast, lidt grønt eller ristet serano på toppen, alt er tilladt ;)

Jordskokkesuppe med rød karry
4 pers

Ingredienser
1 stort/2 små løg
700 g jordskokker
1 fed presset hvidløg
2 tsk revet ingefær
Olie
2 tsk rød karrypasta (den bedste er den i plastikbøtte fra den asiatiske købmand)
2 stængler citrongræs
6 dl grøntsagsbouillon (kogende vand + god terning er fint)
1 lille dåse kokosmælk
Presset citron eller limesaft
Salt

Pil løgene og hak dem fint. Rens knoldende (man behøver altså ikke skrælle), bare rens dem godt med en stiv børste. Skær dem i mindre stykker. Steg løg, hvidløg og ingefær i lidt olie og tilsæt så karrypasta og jordskokker. Skær citrongræsset igennem på langs og tilsæt dem sammen med bouillon. Lad det simre ca 30 minutter til jordskokkerne er møre. Tag citrongræs stænglerne op og blend med en stavblender. Tilsæt kokosmælk og citrussaft og smag til. Var, suppen igennem og server evt med lidt grønt på toppen.

Lise

onsdag den 5. februar 2014

Lun linsesalat med ovnbagte rodfrugter og hvidløgscreme


Det her er altså nærmest ikke en opskrift da det bare en en god måde at bruge nogle tiloversblevne rodfrugter på, i bedste stop madspild ånd. Hvis vi har fået lavet for mange smider vi dem i fryseren så vi kan bruge dem til sådan en lun omgang. Det er virkelig nemt, og hvis man skulle gøre det endnu lækrere ville jeg nok tilføje lidt smuldret feta :) Hvidløgscremen var virkelig lækker til, og det er ikke det eneste jeg kommer til at lave den til fremover!!

Lun linsesalat med bagte rodfrugter og hvidløgscreme
2 personer

Ingredienser
En rest ovnbagte rodfrugter (optøede)
1 peberfrugt
4-5 fed hvidløg i skrællen
1 dl linser (evt beluga)
2 spsk vinagrette
4 spsk cremefraiche
Salt, peber

Tænd ovnen på 200 grader. Skær peberfrugten i store tern og læg dem på en bageplade med rodfrugterne og hvidløgs fedene. Bag til rodfrugterne er lidt sprøde igen, 25-20 minutter. Kog imens linserne efter pakken og skyl dem under kold vand. Når det er færdigbagt sorteres hvidløgene fra, rodfrugterne, peberfrugten og linserne vendes sammen med en vinagrette. Mos hvidløgsfedene og bland med cremefraice, salt og peber. Server med et stykke kød eller en bunke dunser.

Lise

tirsdag den 4. februar 2014

Vildtkylling med honningcreme og pastinakker


Her er en ret vi fik engang i januar her i hytten. Den er virkelig lækker og meget anderledes end alle de kyllingeretter vi normalt laver. Pastikkerne kunne sagtens udskifte med flere forskellige slags rodfrugter. Honningcremen tilførte noget virkelig lækkert, og passede super godt til resten. Opskriften er fra et gammelt spis bedre. Åh jeg drømmer om også at have nogle hvide tallerkener, men mine var firkantede og gemalens sorte, så nu er det dem her indtil vi engang synes det er på tide at skifte ud ;)

Vildtkylling med honningcreme og pastinakker
2 pers

Ingredienser
2 kyllingefileter
½ tsk salt
1 spsk olie
1 dl vand + lidt bouillon (fx. 1/4 terning)
3 spsk balsamico
15-20 knuste tørrede enebær
½ spsk majsstivelse
500-600 g pastinakker eller blandede rodfrugter
4 spsk creme fraiche 9%
1 spsk honning

Tænd ovnen på 220 grader, skrub rodfrugterne og skær dem i passende stykker. Vend dem med lidt olie, salt og peber. Bag i 30-45 minutter til de er møre og sprøde i kanterne.
Krydr kyllingen med salt og peber og brun dem i en gryde. Rør vand, bouillon, balsamico og enebær i gryden. Lad det simre i ca 10 minutter, vend kyllingen halvejs. Kontroller den er mør.
Rør creme fraichen og honningen sammmen. Tag kyllingen op og jævn skyen. Server i skiver med grønt, sky og creme. 

mandag den 3. februar 2014

Okse kødboller med squash "pasta"


Det er anden gang jeg laver den her opskrift, og den er simpelthen så lækker! Bollerne er saftige og med masser af smag og passer perfekt til tomatsaucen der både er sød og syrlig. Opskriften er oprindeligt fra DM i hverdags mad(HER), men jeg har ændret lidt i opskriften og skriver som jeg har lavet den. I stedet for ren og skær squashpasta har jeg her suppleret med en smule almindelig spaghetti og helt tyndt skåret fennikel. Grøntsagerne blev overhældt med pastaen og dennes kogevand for lige at få lidt varme Jeg elsker mit mandolinjern, men man kan garanteret lave det ganske fint med en tyndskræller. Server med ekstra friskrevet parmesan så den smager af sommer, lige det man trænger til i det her triste gråvejr.
Der er ret mange ingredienser i retten, men mange er ting jeg i hvert fald har i køkkenet, og det gør hele forskellen med lidt eddike og masser af tørrede krydderier.

Kødboller med squashpasta
2-3 personer

Kødbollerne
500 g hk oksekød
½ dl mælk
2 spsk rasp (kan erstattes med HUSK hvis man er sundere end mig)
2-3 spsk friskrevet parmesan
1 spsk ketchup
1 fed presset hvidløg
½ tsk tørrede chiliflager
1 håndfuld basilikum, hakket
½ tsk groft salt
Friskkværnet peber
Olie eller becel til stegning

Squashpastaen
1 squash (ca 500 g - eller en mindre squash og 1 fennikel)
1 tsk groft salt
½ spsk olivenolie

Tomatsauce
1 ds hk tomater
2 dl vand
1-2 spsk tomatpure
1 spsk balsamico
1 spsk æblecidereddike (eller anden lys eddike)
1 tsk sukker
Salt, peber
4 laurbærblade
1 spsk tørret timian
1 spsk tørret oregano
1 fed presset hvidløg
½ tsk tørret chili i flager
Frisk basilikum

Rør kødet sammen med de andre ingredienser til bollerne, og bland det godt sammen inden det sættes på køl i omkring 30 minutter(kan udelades hvis man er travl). Steg på en varm og dyb pande på alle leder og kanter i 5-8 minutter og læg den på en tallerken.

Genbrug panden til tomatsaucen. Hæld tomaterne i den varme pande sammen med vand og tomatpure. Lad det koge op inden de andre ingredienser puttes i, bortset fra basilikummen. Smag til med syre/sødme balance og lad saucen simre i ca 10 min. 

Til pastaen vaskes squashen og skæres i strimler på et mandolinjern eller som båndpasta med en almindelig kartoffelskræller og vendes med salt og olie.

Server med friskrevet parmesan, bon appetit. :)

Lise


søndag den 2. februar 2014

Fagiole med tun


En lækker ret som kan bruges som aftensmad på en fastedag med kun ca 300 kalorier. Det smager super lækkert, og jeg har tilpasset mængderne med de dåser man kan købe i Danmark. Kærestemand ville også gerne spise det, han fik det bare med en skive rugbrød til. Hvis man laver det med kidneybønner kan hele retten laves for ca 20 kroner hvilket jo også er en stor fordel!

Fagiole med tun
2 pers (ca. 300 kalorier pr portion)

Ingredienser
1 dåse tun i vand (140g)
2 dåser bønner a 240 g (her en dåse cannellini og en dåse kidney)
4 forårsløg i fine skiver
1 spsk hvidvinseddike
Saften af ½ citron
1 fed presset hvidløg
Frisk persille
Salt, og peber

Skyl bønnerne og dræn tunen. Bland med løg, eddike, citron, hvidløg, salt og peber. 
Server med persille på toppen.

Lise

lørdag den 1. februar 2014

Rocky road brownie (+ Brownie grunddej)


Puha det er foodporn på højt niveau. Jeg var heller ikke et sekund i tvivl om at det var denne kage jeg skulle bage til min fødselsdag. Den er syndig og god, især med en stærk kop kaffe til, hvis man er til den slags. Opskriften stammer fra Leila Lindholm. Opskriften på fudgeglaze er efter min mening minimum dobbelt så stor som nødvendigt, jeg bruget kun halvdelen, så jeg skriver den som jeg lavede den. Og ja det skal være saltede peanuts, det gør en virkelig stor forskel, fordi kagen ellers er ret sød. Kagen passer i en 20x30 cm form, men jeg bagte den i tyk porcelæns form, hvilket forlængede bagetiden noget. Så bag den gerne i sådan en beklædt metalform der har disse mål. Opskriften på bunden kan bruges som en grundopskrift og varieres i det uuendelige. Pistacienødder er såå dyre, men i Aalborg kan man købe dem billigt ved en arabisk købmand på Frederikstorv; Jerusalem bazar til kun 20 kr for 100 gram.

Rocky road brownie
24 stykker /20x30 cm

Ingredienser
350 g blødt smør
6 dl sukker
3 dl kakao
1 dl sirup
½ tsk salt
6 æg
3 dl hvedemel

Fudge glaze
1,5 dl piskefløde
½ dl mælk
½ dl sirup
200 g mørk chokolade (ca 70 %)

½ pose halve dumlekarameller
1 dl usaltede pistacienødder
1 dl saltede peanuts
2 håndfulde mini marshmallows

Varm ovnen op til 175. Pisk smør og sukker lyst og cremet. Rør kakao, sirup og salt i. Rør et æg i ad gangen og vend til sidst hvedemelet i. Hæld dejen i en beklædt metalform der måler 20x30 cm. Hvis ikke det er metal skal bagetiden forlænges noget. Bag midt i ovnen i 30-35 minutter. Tjek med en kødnål, der må gerne hænge lidt ved.

Kog fløde, sirup og mælk op under omrøring, lad det køle lidt af igen. Hak chokoladen fint og vend den i massen og rør til den er opløst. Lad køle lidt af inden massen fordeles over den kolde kage. Drys alle lækkerierne på og lad fudgen sætte sig på køl.

Lise