torsdag den 18. juli 2013

Grove knækbrød med snyd på!


Lækre knækbrød, som faktisk er bagt med en færdig knækbrøds blanding fra Svansø. Den indeholder 310 g blandede kerner og også nogle knuste gryn, tror muligvis det er spelt.

Snyde knækbrød
3 bageplader

Ingredienser
1 pose knækbrødsmix classic fra Svansø
300 g fuldkornsspeltmel
1 tsk bagepulver
1 dl olie
1 tsk salt
3 dl vand

Rør alle ingredienserne sammen og del i 3 portioner. Portionerne rulles ud mellem 2 stykker bagepapir til de er 2-3 mm høje. De bages ved 175 grader i 12-13 minutter. Men følg med mens de bager for de kan godt blive hurtigt mørke.

Lise

tirsdag den 16. juli 2013

Jordbærkage a'la Mutti


Her er en lidt alternativ jordbærkage med masser af smag. Jeg elsker en helt traditionel jordbærkage med mørdej, mazarin, chokolade og bær, men den her er et super fint alternativ dertil. 

Jordbærkage a'la Mutti
4-6 pers

Ingredienser
100 g digestive (7 kiks)
50 g smeltet smør

1 tsk vanille
4 æggeblommer
1 dl sukker
250 g mascarpone
2 spsk mælk
Friske jordbær

Knus kiksene og bland med den smeltede smør og fordel i en lille tærteform(ca 24cm) og bag i 5-6 minutter ved 175 grader. Pisk æggeblommerne med sukkeret til det bliver luftigt. Rør mascarponen i en anden skål med mælk og vanille til det er ensartet i konsistensen. Vend ostemassen sammen med æggemassen og fordel over den forbagte bund. Bag i 30-35 minutter ved 175 grader. Hvis den bliver lidt mørk kan der lægges sølvpapir eller lignende over.

Lige inden den skal serveres fordeles jordbær over, ellers kan man gøre som her og selv tage de jordbær man ønsker.

Lise

søndag den 14. juli 2013

Sommersalat


Da kærestemand og jeg besøgte et hold gode venner fik vi den her salat, som virkelig bare var sommer på et fad. Jeg elsker det kombinerede med noget sødt og noget salt i samme salat, også spiller teksturerne af de forskellige ingredienser også bare rigtig fint sammen. 

Sommersalat
4 pers

Ingredienser
2 håndfulde babyspinat (skyllet grundigt)
1 pakke seranoskinke eller lignende
½ galia melon
1 mozarella
½ rødløg
1 lille håndfuld pinjekerner
Evt lidt purløg til pynt

Fordel den skyllede spinat på et fint fad. Skær melonen i mindre stykker, skær rødløget i tynde skiver og rist pinjekernerne i en tør pande. Skær også mozarellaen ud i skiver. Sammensæt salaten og drys med pinjekernerne på toppen. 

Lise

fredag den 12. juli 2013

Yoghurtis med hindbær


Det her er jo nærmest sundt, altså det eneste usunde er jo faktisk sukkeret, og det kan garanteret udskiftet med noget sukrin eller lignende. Grundopskriften på yoghurtis er HER. Normalt bruger jeg kun græsk yoghurt, men havde lige en rest fromage frais.

Yoghurtis med hindbær
4-5 portioner

Ingredienser
1 bæger pasteuriseret æggehvide
1 dl sukker
300 g fromage frais
200 g græsk yoghurt
200 g hindbær (mos de 150g og hold de sidste hele)
1½ tsk vaniljepulver

Æggehviderne piskes helt stive med sukkeren og røres sammen med halvdelen af fromagefrais/yoghurten. Vend resten i og smag til. Kør enten på ismaskine eller rør bare i den i fryseren minimum hver time. Her er den serveret med et drys fintrevet mørk chokolade.

Lise

onsdag den 10. juli 2013

Insalade Caprese - klassisk tomatsalat


Det er jo nærmest ikke en opskrift, men det er så nemt og sommerligt og er her pimpet med rucola i bunden. Bare lidt inspiration til hvad alle de tomater der snart kommer rundt om i drivhusene skal bruges til. Ellers findes der tomat inspiration lige HER.

Insalade caprese
2 pers

½ bakke Rucola
5-6 solmodne tomater
1 mozarella
1 håndfuld friske basilikumblade
Salt, peber
Balsamico glaze el. eddike
God olivenolie

Anret det hele som ovenfor og dryp med balsamico og olivenolie. Nyd med et godt brød eller som tilbehør til kød fra grillen.

Her vil jeg indskyde at man sagtens kan pimpe den med et skud af hyldeblomst-siruppen!

Lise

tirsdag den 9. juli 2013

Hyldeblomstsirup



Her er en meget nem lille ting, som man kan bruge ovenpå sin græske yoghurt, i sin the eller müsli :)

Hyldeblomstsirup
2 glas

4 dl vand
4 dl sukker (jeg brugte halv/halv farin og melis)
20 skærme hyldeblomster

Kog sukker og vand op ved svag varme og lad det simre til det tykner. Sluk for blusset og put hyldeblomstskærmene i og lad dem trække med i minimum 30 minutter. Sigt blomsterne fra og kog evt siruppen videre til dewn tykner endnu mere. Hæld på skoldede glas.

Lise

lørdag den 6. juli 2013

Jordbærmarmelade med hyldeblomster


Der er bare noget helt bestemt sommer agtigt over ALT der indeholder hyldeblomster! Og jordbærmarmelade er jo i forvejen indbegrebet af sommer, så i kombination er det ganske glimrende! Igen har jeg nørdet tv2 fri, og har sjusset mig frem til en opskrift ud fra det jeg lige havde af lækkerier.

Jordbærmarmelade med hyldeblomster
3 små/medium glas

Ingredienser
500 g jordbær (frosne kan bruges)
3 spsk vand
300 g sukker
10-15 skærme hyldeblomster
2 tsk geleringsmiddel til marmelade
1 tsk vaniljepulver
Evt. atamon til skylning af glas

Jordbær og vand koges indtil bærrene er så opløste som man gerne vil have dem. Tilsæt dernæst 275 g sukker som skal opløses helt. Sørg for at hyldeskærmene er skyllede og fri for dyr. Når sukkeret er opløst rystes, og nulres skærmene over gryden så kun de enkelte blomster kommer ned i. Lad det koge med et par minutter inden geleringsmidlet røres med de resterende 25 g sukker og hældes i marmeladen under omrøring. Vask glassene grundigt og bland atamon med lidt kogende vand, som glassene skal skoldes med, husk lågene. Lad marmeladen koge et par minutter, inden de tages af varmen og vaniljen røres i. Hæld marmeladen op i glassene og luk dem til med det samme.

Lise

fredag den 5. juli 2013

Super nemme kanelsnegle


Min søde kæreste var til eksamen for et stykke tid siden, også skal man åbenbart have et eller andet lækkert med på arbejde. Så det blev til at jeg bagte de her kanelsnegle fra tv2 fri. De er helt fantastisk nemme at lave og man kan tilpasse remoncen som man vil.  Det fedeste er næsten at man slet ikke skal ælte, hurra! :)

Nemme kanelsnegle
16-18 stk

Ingredienser
6 spsk vand
50 g gær
3 dl mælk
50 g smeltet smør(eller flydende becel)
2 dl hvid hvedemel
6 dl hvedemel
1 tsk salt
3 spsk sukker
½ tsk stødt kardemomme

125 g blødt smør
200 g farin
2 spsk kanelpulver

Rør gæren ud i det lune vand og tilsæt alle de andre ingredienser, rør det hele godt samme og lad hæve 20 minutter. Rør dernæst blødt smør, farin og kanel sammen. Rul dejen ud til et stort rektangel og smør med kanel blandingen, helt ud til kanterne. Skær i ca 2½ cm tykke skiver og tryk lidt flade på bageplade. Lad efterhæve 20 minutter, og bag 12-13 minutter ved 200 grader.

Pynt evt med glasur og nyd lune med et glas iskoldt mælk!

Lise

mandag den 1. juli 2013

Kyllinge gyros & tzatziki


Det her udviklede fra en tur i aldi. Der var nemlig pandebrød/fladbrød på tilbud nede. Så var det jeg kom i tanke om nogle fladbrød jeg engang fik i Grækenland med kylling, tzatziki, grønt og pommes i(?!). Her udelod jeg pommes til fordel for et skud sundhed i mere grønt. Marinaden til kylling er fra Newyorkerbyheart.

Kyllinge gyros
2 pers

Ingredienser
400 g inderfilet
2 fed presset hvidløg
Saft af 1 citron
2 spsk olivenolie
2 tsk balsamico
2 tsk tørret oregano
Salt, peber

4 fladbrød
Salat
Peberfrugt
Forårsløg

Tzatziki
3-4 dl græsk yoghurt
1 revet agurk
2 fed presset hvidløg
1 spsk ekstra olivenolie
1 tsk tørret/1 spsk frisk dild
Havsalt, friskkværnet peber

Lad agurkes dryppe af i en si 20 minutter inden alle ingredienserne blandes sammen og smages til. Den skal være syrlig og lidt "skarp" i smagen. 

Bland alle ingredienserne til marinaden i en pose og lad inderfileterne ligge heri, minimum et par timer, gerne 1 døgn. Gør alt andet klart og grill til sidst kyllingen på en meget varm grillpande i 4-5 minutter til de er møre men saftige. Læg det hele sammen og nyd! Husk servietter, for man kan altså ikke få for meget tzatziki!